Fire aktiviteter til børnefamilierne

Er du også ved at løbe tør for ideer til aktiviteter med børnene? Her er fire kreative, sunde og sjove forslag til børnefamilierne eller voksne med barnlige sjæle. Der er også forslag til, hvad du og dine børn kan lave, når isolationen ophæves og livet igen summer i Ringparken, Sydbyen og Motolavej.

1. Jongler med en toiletrulle
Ja, du læste rigtigt. Jongler med én toiletrulle med fødderne. I disse ”corona-tider” hvor der er blevet indkøbt lige lovlig store mængder toiletpapir, er der startet en ny trend på de sociale medier. Professionelle fodboldspillere laver optagelser af, hvor mange jongleringer, de kan lave med en toiletrulle. Efterfølgende har flere mindre fodboldklubber også taget udfordringen op og klubbernes medlemmer optager sig selv jonglere fra hjemmet. Du kan vise dine børn de sjove videoer og udfordre dem i en ”toiletrullejonglerings dyst”.

Når Danmark åbner – SIK
Glæd dig til, at Danmark igen åbner op og dine børn kan komme til at spille med en rigtig fodbold. De kan eksempelvis melde sig ind fodboldklubben SIK. De har haft stor medlemsfremgang og ligger placeret lige op af Ringparken. Læs mere om den her.

2. Gækkebreve til bedsteforældrene
I en tid med mange afsavn for børnene, kan man bruge tiden på at hjælpe dem med at sende en hilsen til de personer, de savner allermest i denne tid. Nu hvor påsken nærmer sig er det oplagt at sende en hilsen i form af et gækkebrev. F.eks. til bedsteforældre eller en god ven i opgangen. Det er en sjov aktivitet for børnene – og det vil skabe stor glæde, måske især hos de ældre, der er meget isolerede fra familien i denne tid.

Når Danmark åbner – Krea-Lab
Hvis dig og dine børn har en særlig interesse for krea-aktiviteter, kan du tilmelde dig Krea-Lab i Kvarterhuset, når Danmark åbner igen. Læs mere om Krea-Lab.

3. Børneyoga-livestreaming – for en god sag!

Overalt på de sociale medier opstår der online fællesskaber. Mange af dem er initiativer til, hvordan man får bevæget sig, nu når de fleste er isoleret i hjemmet. Et af dem er livestreaming af børneyoga, som er en god måde for både børn og voksne at bevæge sig sammen på og skabe ro i kroppen. Det er gratis at deltage, men hvis man har lyst opfordrer arrangørerne til at donere 20 kr. til de hjemløse. Om Børneyoga-livestreaming står der følgende på deres facebook-side.

”For dig kære forældrene kan det føles som om, at du er havnet i en bikube, da børnene kan være overalt og ikke blot på måtten. Der vil være bevægelser, hvor vi leger forskellige yogastillinger ind, som styrker og udfordrer motorikken, og øjeblikke af stilstand, hvor vi finder indre ro.

Det ville varme mit hjerte helt vildt, at hvis I ser med, og kan lide det I ser vil donere en flad 20kr til  @husforbi på 996555. Men det er ikke er krav for at deltage.”

Læs mere og se dato for næste arrangement.

4. Planter i altankassen eller hjemmet
Planter i hjemmet eller i altankassen er altid noget, der pynter. Men det er også god læring for børn. Og det I planter behøver ikke kun være pynt, det kan også være nyttigt, eksempelvis hvis du planter krydderurter der kan bruges i madlavning. Eller hvis du planter blomster som bierne og sommerfugle foretrækker. Det er godt for natur og biodiversitet.

Humlebier og sommerfugle kan du eksempelvis forkæle med lavendel og salvie. De er også nemme at holde.

Når Danmark åbner – Nordbyens Byttering
Hvis du interesserer dig for planter kan du eksempelvis tage i Nordbyens Byttering i Ringparken, hvor du foruden at kunne bytte dig til børnetøj, voksentøj, legetøj, tallerkner, billeder og meget, meget mere også kan bytte dig til en plante, du kan tage med hjem.
Læs om Nordbyens Byttering.