Ringparken går foran i kampen mod virus
Det stærke fællesskab i Ringparken er en styrke i en tid, hvor vi skal passe ekstra på hinanden: Beboerrepræsentanter går forrest for at skabe tryghed og stoppe smittespredning i boligområdet.

”Hvis smitten kommer igen, er vi klædt på til at hjælpe beboerne med information, indkøb og forhåbentligt stoppe smitten hurtigt,” fortæller Ismael El-Noumeiri, som er afdelingsformand i afdeling 32.  Han er sammen med de andre beboerformænd initiativtager til en række tiltag i Ringparken, som skal skabe tryghed og sikkerhed for alle i boligområdet.

Ismael understreger at Ringparken ikke har større problemer med smitte end andre områder i Slagelse, men det er nemt at kritisere og sætte fokus på et boligområde, som er betegnet som ghetto.

Vi skal passe endnu mere på hinanden
”Det er rigtigt, at vi har tætte familierelationer, og godt kan lide at samles med flere generationer. Det savnede vi under Ramadanen. Men vi har respekt for den her virus, og vi ved, at vi skal passe endnu bedre på hinanden, fordi vi bor tættere sammen. Det er derfor vi taget forskellige initiativer, som skal oplyse og hjælpe beboerne i denne tid,” siger Ismael.

Fællesskabet står højt i Ringparken, og man passer på sine naboer. Da nogle få beboere blev smittet med coronavirus i september, gik frivillige fra Forening Ringparken straks gik i gang med at spritte af på legepladser, i opgange og på fællesarealer. Foreningen fik donationer fra et rengøringsfirma og frivillige fra foreningen gik forrest for at gøre området sikkert. I samarbejde med boligselskabet FOB blev der sat skilte op på flere sprog, og der bliver nu gjort rent i opgange 3 gange om ugen i stedet for en. Meget tyder på at den hurtige indsats har virket, i hvert fald er der ikke meldt om smittespredning siden.

Afdelingsbestyrelserne rækker ud til beboerne med hjælp og oplysning
Formændene for Ringparkens fire afdelingsbestyrelser mødtes tirsdag for at sætte gang i yderlige initiativer. Rengøring, oplysning og hygiejne er de vigtigste våben mod spredning af smitte, men formændene havde andre ideer, som skal hjælpe de mest udsatte beboere.

”Vi vil godt gå forrest og tage ansvar for at passe godt på beboerne,” fortæller Abdiwahaab Ali (Abdi), som har boet i Ringparken i mere end 20 år og er formand i afd. 24. Han mener ligesom de andre formænd, at det er en styrke at afdelingsbestyrelserne kender beboerne, og at de repræsenterer forskellige etniske grupper, som kan kommunikere med beboerne på forskellige sprog.

”Vi er her for at varetage fællesskabets interesser. Det er lettere at komme i kontakt med beboerne, når de kender os. Derfor tror vi på, at vores budskaber vil blive hørt af flere, og vi kan være på forkant med situationen, så snart der sker noget nyt,” siger Abdi.

Tilbud om indkøb og pakker til smittede
Ældre og udsatte kan nu få hjælp til indkøb, hvis de er utrygge ved selv at gå ud for at handle. De skal blot ringe til Nordhuset med deres indkøbsliste, og så vil frivillige eller medarbejdere fra Nordhuset hente varerne, som bliver pakket af Aldi.

”Det er især vigtigt, at vi passer på de ældre og sårbare, som kan være nervøse for at gå udendørs, så derfor vil vi gerne hjælpe dem,” siger Hussein El-khodr, afdelingsformand i afd. 26 og formand for Forening Ringparken, en forening, som gør et stort frivilligt arbejdet i Ringparken.

Ringparkens hygiejneambassadører
I sidste uge mødtes frivillige beboere i auditoriet i Studiehuset i Slagelse. Her fik de et kursus i hygiejne af Slagelse Kommunes sundhedsplejersker, som er del af sundhedstjenesten. Der blev talt om de vigtigste regler omkring hygiejne, håndvask og afstand, og så blev der stillet en masse spørgsmål. De 12 frivillige repræsenterer forskellige etniske grupper i Ringparken, og det er nu deres opgave at formidle deres nye viden ud til beboere og til deres netværk på flere sprog.

Kommunikation er vigtig for at skabe tryghed. Der er en del utryghed, som bunder i misinformation og rygter. Derfor er det vigtigt at ambassadørerne kommunikerer den korrekte information videre.

”Vi vil ikke at skabe panik i boligområdet, men derimod er det vigtigt at vise omsorg, hvis nogle beboere skulle blive smittet. All kan blive smittet, og selvom vi skal passe på, skal vi ikke udskamme dem, som bliver ramt. Tværtimod skal vi støtte dem så godt vi kan,” siger Ismael og understreger, at det er et budskab, der skal kommunikeres videre.

Espen Bidstrup, som er koordinator i Helhedsplanen havde planlagt kurset sammen med sundhedsplejerskerne. Han siger, at det er positivt at se så stor opbakning og interesse fra alle afdelinger og fra de frivillige beboere. ”Det var et rigtig godt kursus, og sundhedstjenesten var meget pædagogiske i deres formidling, vi har en del video fra kurset, vi vil bruge i formidling til beboerne fremover,” fortæller Espen.

Ringparken er ikke mere udsat for smitte end andre steder
Covid-19 diskriminerer ikke mellem præsidenter eller førtidspensionister, og det er ikke mere farligt at bo i Ringparken end andre steder i Danmark. Alligevel har medierne en tendens til at fokusere på ghettoen, så snart der er det mindste. Det kan godt ærgre beboerne altid at blive hængt ud i medierne.

Yahye Zuber Abdikarim, som er ny formand i afdeling 23, kalder det dybt godnat at fokusere på udsatte områder som et særligt problem. ”Så vidt vi ved, har der været 3 smittede i Ringparken med 2000 beboere, det er jo ikke ret meget. Alligevel ser man overskrifter, der får det til at se ud som om vi har store smitteproblemer. Vi gerne være med til at lave om på den historie, og derfor er vi på forkant altid. Vi har et tæt netværk med beboerne, og kan få information ud hurtigt, fordi vi kender hinanden. Det skal vi udnytte på en positiv måde.” siger Yahye.

Pas På Mig
Beboerne er sammen med Nordhuset og Helhedsplanen i gang med en – ”Pas På Mig” kampagne, som skal ud til beboerne og resten af Slagelse. Kampagnen består af korte video på forskellige sprog. Plakater med ansigter af beboere, som giver udtryk for at vi skal passe på hinanden samt en musikvideo med en lokal rapper, med budskabet om at vi står sammen i Ringparken og passer på hinanden.

”Vi tror på at det er mere virkningsfuldt at kommunikere til beboerne med ansigter de kender. Vi bliver bombarderet med information fra Sundhedsstyrelsen, så vi hører næsten ikke efter mere, derfor håber vi kampagnen vil være virkningsfuld, fordi den handler om dem som bor her,” fortæller Noman Malik, der er leder af Nordhuset. ”Vi ved at Ringparken er et område, hvor smitten kan spredes hurtigt, og vi har flere sårbare beboere. Derfor er det godt at være på forkant og finde nogle løsninger, inden smitten evt. rammer.