Frivillig i cykelværkstedet er selv vokset op i Ringparken:

I dag giver Lars tilbage til sit gamle boligområde

Hver onsdag eftermiddag kan man finde Lars i Ringparkens Cykelværksted. Her kan beboere få hjælp til at lappe en cykel eller til småreparationer. Mange kikker ind for at få sig en sludder med Lars, som selv er vokset op i blokkene i Nordbyen.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod herude, alle kender mig og hilser. Nogle af de unge kikker ind imellem forbi baglokalet i bageriet i de tidlige morgentimer, når jeg er på arbejde,” fortæller Lars, der arbejder som bager i Slagelse.

Det var lysten til at gøre en forskel for andre, der fik Lars til at vende tilbage til sit gamle boligområde. En dag om ugen åbner han dørene til det frivillige cykelværksted, som ligger ved siden af Bytteringen og kiosken.

Ringparken i 80erne

Lars flyttede til Ringparken sammen med sin familie, da han var et år. Han kender alle kroge og grønne områder fra sin egen barndom, og han husker tydeligt, at der også dengang i 70erne og 80erne var ballade.

”Det var bare nogle andre unge, som rendte rundt i Ringparken og lavede ballade. Dengang hed de grønjakker og sortjakker, og jeg kan huske, at der var krig mellem de to grupper. Der blev ind imellem sat ild til affaldscontainere og de unge kørte rundt på tunede knallerter og larmede og gjorde folk usikre,” fortæller Lars.

Der vil altid være nogen som laver ballade, men Lars mener, at medierne har været med til at skabe det dårlige omdømme, som området har i dag.

”Jeg synes det er synd at Ringparken har et dårligt ry, det er så nemt at dømme, indtil man selv lærer stedet at kende. Jeg har da også selv haft fordomme om Ringparken og de mennesker, som bor herude, lige indtil jeg lærte dem at kende.”

Donationer er velkomne

Lars bor ikke længere i Ringparken, men han er glad for at være tilbage. Han er specielt glad for at møde de mange flinke og taknemmelige mennesker, der hver uge kikker forbi værkstedet. I dag kommer en kvinde forbi for at hente sin cykel. Hun har brug for nyt gear, men det skal hun selv købe, før Lars kan hjælpe med at sætte det på. Kvinden har hørt om cykelværkstedet fra sin nabo, og hun er taknemmelig for hjælpen, da hun er meget afhængig af sin cykel.

Det er gratis at få sin cykel ordnet i værkstedet, man skal dog selv betale for reservedele, med mindre det kun drejer sig om en lapning eller noget helt enkelt, hvor Lars allerede har delene. Lars holder liv i cykelværkstedet med sin arbejdskraft, men der er brug for dele og cykler, og han tager gerne imod donationer.

”Har man en brugt cykel stående, kan andre måske få glæde af den. Vi bytter også gerne, hvis et barn er vokset fra en cykel,” siger Lars.

 

Det sker også, at Lars tager på politiaktion og finder nogle gamle cykler. Så bliver de sat i stand eller brugt som reservedele.